Fake? Sådan tjekker du om din Murano lampe er ægte

Den blå avis eller vintagemarked i Firenze. Du står med den smukkeste glaslampe i hånden, men bliver alligevel i tvivl. For er det nu også en ægte, mundblæst lampe fra Murano? Der er heldigvis en række kendetegn, du kan se efter. Her kommer Vintachics tjekliste, som vi håber, du kan bruge!

Kender du ikke til mundblæst glas, så kan det nemlig være lidt en udfordrende opgave at skille kunst fra billig kopi. Der har i mange år været en kæmpe industri for kopiering af Murano glaskunst, og det estimeres, at op til 40 procent af alt glas, der sælges som håndlavet Murano, i virkeligheden er farverige kopier. Selv i Venedig ender turister ofte i de forkerte butikker og køber kinesisk “glaskunst” med hjem som souvenir. 

En kopi kan for nogle være et ok og prisvenligt alternativ. Men Murano glas er kendt for sin høje kvalitet og unikke håndværkstraditioner, så ægte Murano lamper kan være meget værdifulde. Og derfor opstår problemet, når du betaler for den ægte vare, men modtager en lampe, som er fremstillet af industriglas på maskine. Kopier af fx. mushroom lamperne produceres i mængder og kan fås helt ned til 23 kr på kinesiske handelssites som fx AliExpress. 

Men hvis du går efter en ægte vintage lampe fra Murano, så kommer her en række trin, du kan følge for at bestemme ægtheden. Du er også altid velkommen til at kontakte os hos Vintachic for en vurdering. Vi vejleder gerne.

Farver og design

Murano glas er kendt for sine levende farver og unikke designs. Hvis du kender til håndlavede glasvarer, så vil du opleve, at farverne i Murano glas er lidt udover det sædvanlige. De farvede vintagelamper er oftest udført i Murano glasset fra Effetre, som er førende i arbejdet med farvet glas.

Prøv at analysere farverne og mønstrene på lampen for at sikre, at de ser autentiske ud. Murano glas kan også indeholde ædle metaller som guld eller sølv, så vær opmærksom på disse detaljer.

Du finder et eksempel på en farvet Murano lampe i glas fra Effetre lige her

Se efter mærker og stempler

De ægte Murano lamper har et stempel, certifikat eller en lille etikette. Det er nemt at spørge efter denne dokumentation med de nyproducerede glasvarer fra Murano. Men det er desværre langt mere besværligt med de gamle vintage lamper. De små klistermærker på glasset er 9 ud af 10 gange pillet af. Men når de sidder tilbage, er det en garanti for lampens ægthed. Derfor ser man også tit, at lamper med klistermærke certifikat – eller rester af det – forhandles til en lidt højere pris.

Du kan også holde øje med eventuelle indgraveringer eller signaturer på lampen, da nogle Murano glasmestre vælger at signere deres værker. Mellem vintagelamperne med swirl er det ofte dem fra “De Majo Murano,” som har en lille signatur.

Hvis du er nysgerrig på forskellene mellem nyproducerede lamper og vintage Murano lamper, så læs med her.

Murano certifikat klistermærke
Denne lampe har Murano certificat – eller resterne af det – men det er nemt at afkode klistermærkets autencitet. Koden 022 henviser til, at lampen er produceret hos Effetre, Murano.

Hvordan føles glasset? Undersøg vægt og kvalitet

Ægte Murano lamper eller glasobjekter er ofte tungere end kopier, da de er fremstillet af ægte glas og ikke lette materialer som industriglas, som er støbt i en form. Vægten og fornemmelsen af lampen kan give en god indikation af dens autenticitet.

Her er et eksempel på en mundblæst Murano vase, som vejer hele 5 kg

Håndværksmæssige detaljer

De ægte Murano lamper er kunstfærdigt udført i mundblæst glas og viser enestående håndværk. Derfor er der også altid små skævheder eller fejl. Alle lamper er unikke. Undersøg lampen nøje for for små “magiske ujævnheder” i glasset – f.eks. bobler, striber eller en lille rest af farver.

Bobler: Disse skyldes den manuelle proces, når glasset pustes. Små bobler kan blive fanget i glasset og forbliver i det færdige værk.

Tykkelse, form og ujævnheder: Mundblæst glas kan have varierende tykkelse og form, især i kanten. Det er sjældent helt perfekt rundt og jævnt i tykkelsen, hvilket er et tegn på, at glasset er mundblæst. Det samme gør sig gældende for små ujævnheder, bølger eller variationer i overfladen. Ofte er glas fra Murano dog i så høj kvalitet, at det faktisk er næsten umuligt at på øje på de her små forskelle i tykkelse eller form. Fordi glaspusterne simpelthen er så super dygtige. Du kan dog tit se en forskel på to lamper fra samme produktion. Selvom det måske er samme glaspuster, så kan den ene nemt være tykkere i glasset end den anden eller have en lidt større/mindre diameter.

Pontil mærker: Pontiljernet bruges til at håndtere den glohede glaslampe, når den bliver fjernet fra glasblæsningsrøret (det man også kalder en blowpipe). Når glasobjektet så er formet og færdigt, skal det skilles fra røret, og det efterlader typisk mærke, hvor det skæres fra. Du finder det under en mushroomlampe, en kande, vase, et glas eller en skål. På de store globe Murano lamper er dette sted skåret fra (Det er her ophænget monteres), så på disse lamper finder du ikke mærket.

Pontil mærke mundblæst glas
Denne Murano vase har et tydeligt pontilmærke under bunden. Det er her, hvor pontiljernet har siddet fast mens glaskunstneren har arbejdet med det varme glas. Til sidst er vasen skåret fra og får det lille mærke.

Køb fra en anerkendt forhandler

Det første skridt er at købe din Murano lampe fra troværdige forhandlere eller specialiserede gallerier. Undersøg forhandlerens omdømme og historie inden dit køb. Du kan sagtens gøre et godt køb på loppemarked eller i fx. Den Blå Avis – men vær så ekstra påpasselig med de følgende tips i guiden og spørg ekstra grundigt ind til lampens historie. Køb aldrig på baggrund af billeder alene.

Passer prisen?

Ægte Murano lamper er ofte relativt dyre på grund af den tid og ekspertise, der kræves for at fremstille dem. Det gælder både de fine gamle vintage lamper og nyere reproduktioner, som er kommet frem de seneste år. I forhold til vintage lamperne, så spiller det også ind, at nogle af dem efterhånden er meget sjældne. Hvis en lampe er prissat meget lavt, så bør du være lidt skeptisk og spørge ekstra godt ind til historien og være opmærksom på de andre punkter i denne guide.

Hvis du er nysgerrig på forskellene på nyproducerede Murano lamper og de gamle vintage Murano lamper, så kan du læse mere i denne artikel.

Konsulter eksperter

Hvis du stadig er i tvivl om din Murano lampes ægthed, kan det være en god idé at spørge om hjælp og få en professionel vurdering af lampens oprindelse og autencitet. Prøv i en forretning, som forhandler Murano glas – eller skriv til Louise på info@vintachic.dk – vi vil altid gerne hjælpe og give en vurdering af din Murano lampe eller glasobjekt. Det koster ikke noget at spørge om vejledning – vi synes det er sjovt at nørde med glas og hjælper gerne, hvis vi kan. Det er dog ikke altid muligt at vurdere en lampe ud fra billeder alene.

Husk, at det altid er en god idé at være omhyggelig, når du investerer i dyre kunstgenstande som Murano lamper. Der findes desværre mange efterligninger på markedet, så lav din research grundigt eller brug muligheden for, at spørge os om hjælp.

LÆS OGSÅ om forskellene på vintage murano lamper og de nyproducerede lamper, som produceres fra Murano i dag.